Gode råd

Inden fotografering kan det være en god ide at gøre sig nogle tanker om den type billeder man gerne vil have. Derfor har jeg lavet denne oversigt over hvad der vil være en god ide at tænke nærmere over. Derefter er det også nemmere for mig at guide jer til det resultat i ønsker jer.

Før fotografering

Hvilken type billeder drømmer i om at få? Er det opstillede portrætbilleder hvor jeg skal guide jeg undervejs eller skal det være fri leg hvor der er plads til savl, mudder mm. - de billeder der ikke er opstillede er som regel de mest naturlige. Drømmer du om at få billederne i sort/hvid eller i farve? Skal det være hjemme hos jer selv eller på en udvalgt location? Skal det kun være af jeres børn eller kunne i selv tænke jer at være med på billederne? Jeg vil meget gerne høre jeres drømme og jeres forventninger og så kan vi sammen få lavet den bedste aftale for netop jeres fotografering.

Op til fotograferingen

Det kan være en rigtig god ide at snakke med jeres børn omkring fotograferingen, fortælle lidt om hvad der skal foregå, hvor vi skal hen og hvem det er de skal møde. Omtal mig gerne som Mette, fremfor fotografen - det gør at jeg virker mere familiær og det kan gøre oplevelsen meget bedre for jeres børn. Under alle omstændigheder vil jeres børn blive min første prioritet når vi mødes så de hurtigt føler sig trykke ved mig.

Inden vi mødes vil det give god mening at snakke lidt om den påklædning I har på til selve fotograferingen. Hvis I ønsker en bestemt type billeder, kan det nemlig have stor betydning hvilken påklædning man har på. Derudover vil striber, prikker og forskellige motiver være meget iøjnefaldende og derfor fraråder jeg som regel den slags til fotograferingen da det simpelthen tager fokus fra jer. Skulle det være sådan at I har en lille supermand, eller prinsesse der bare drømmer om et billede med sådan et kostume på - så gør vi selvfølgelig det. Mit råd til jer, er at I skal tænke over det inden og det vil give god mening at vi lige koordinere det - send mig gerne billeder af det I havde tænkt jer og så kan vi blive enige om hvad der fungerer bedst.

Til selve fotograferingen

Man kan som forældre godt have en tendens til at "presse" sine børn til et godt resultat "når nu vi har lavet aftalen" - men det bliver aldrig rigtig godt med børn, tværtimod. Derfor giver det mere mening at tage det helt roligt på dagen, og så skal der nok automatisk komme en masse gode billeder. Jeg vil derfor også fraråde jer at sige "SMIL" til jeres børn, det bliver lynhurtigt kunstigt. Så snart jeg har skabt noget tillid til jeres børn så skal vi nok få nogle gode smil.

Hvis I ved jeres barn har en dårlig dag eller måske ikke er særlig udhvilet. Så tag et stykke legetøj med som de er vilde med og evt. også en form for snacks. Det kan være en god ide at have med i lommen. Den lille grønne bil, eller nusse kaninen kan være en god ven at have i hånden hvis det hele bliver lidt overvældende.

Det bedste råd, som de fleste forældre godt allerede er klar over - det er at tage skiftetøj med. Der sker hurtig uheld, og står I lige og drømmer om et super fint billede, så skal det bedst passe at de netop er faldet i en vandpyt.